Bomstærk på lageret - Kaj Lind 50 års jubilæum

I maj måned har vi fejret Kaj Lind, som har været ansat hos Robert Damkjær i 50 år.

Kaj var 14 år, da han startede med at arbejde på en gård tilbage i 1964. Efter nogle år fik han arbejde på lageret hos Robert Damkjær, og det er vi glade for! Kaj har nemlig med sin stabile væremåde og store loyalitet haft en kæmpe andel i at være med til at forme firmaet til det, det er i dag.  

Utallige paller og containere til hele verden er blevet læsset af Kaj, som altid har været den bomstærke mand på lageret, hvor han har overblikket og trives bedst, når der er travlt.

 

Poul Erik Damkjær, som grundlagde firmaet sammen med sin far, Robert, har alle dagene værdsat samarbejdet med Kaj. Kaj kalder Poul Erik for ”junior” – også på fodboldbanen i gamle dage, hvor der blev spillet en del firmafodbold. Kaj har altid deltaget og bidraget til den gode stemning, og kollegerne omtaler ham som hjælpsom og smilende.

Kaj har da også sit naturlige glimt i øjet, når han siger: ”Der er nogle store dage her i livet. Man bliver født. Så er der kærligheden. Og så er der 50 år hos Robert Damkjær”.

Vi takker Kaj for rigtig godt samarbejde gennem årene og sætter stor pris på hans indsats. Vi har – pga. corona – fejret Kaj foreløbigt med en flødeskumskage, og til oktober fejrer vi ham rigtigt med manér.


Maj 2020